Transducers spredningsvinkel

Transducers spredningsvinkel.

De fleste bruger i dag dobbeltfrekvens transducer. Enten en Lowrance HST-DF SBL, som er en 50/200 kHz transducer. Den har en spredning på 35 grader ved 50 kHz og 12 grader ved 200 kHz. Eller en Airmar P66, som også er en 50/200 kHz transducer, den har en spredning på 45 grader ved 50 kHz og 11 grader ved 200 kHz. Jeg tror at grunden til, at de er blevet så populære er, at man er dækket godt ind. De gør et godt job, og er forholdsvis billige. Man har 50 kHz til det dybe vand og 200 kHz til det lavere vand. Jeg bruger dem også selv, men jeg har altid ment, at 50 kHz gav nogle grove og ikke så flotte billeder som 200 kHz og bruger dem derfor kun med 200 kHz. Og 200 kHz passer fint til de dybder, vi har herhjemme. De nævnte dobbeltfrekvens transducere har kun en spredning på 11 eller 12 grader ved 200 kHz, så det er et meget lille område under båden, de ser.   Den transducer, jeg har brugt mest, er en Lowrance HST-WSBL som er en ren 200 kHz transducer, den har en spredning på 20 grader. Med en spredning på 20 grader i forhold til 11 eller 12 grader, er det jo næsten en fordobling af det felt, transduceren kan se.

I Lowrance HDS serien er der indbygget en ny frekvens på 83 kHz med en spredning på 60 grader. Den frekvens kører fint på den rene 200 kHz transducer.  Den skulle samtidigt have alle de fine detaljer med, og have mindst samme klarhed som vores 200 kHz havde på det gamle analoge system, som er bl.a. i LCX serien. De 60 graders spredning forstørrer jo det område, vi ser under båden, mange gange.

Jeg har fået Uffe til at lave en tegning, og regne vinklerne ud. Det er ham, der laver blinket Uflinge, Max, Snurrebassen m.m. og det er dem med de flotte UV farver.

På Uffes tegning er det tydeligt, at vinklen på transducerne betyder meget.

Se detaljeret skema her

Jeg har lavet et regneark og ved en dybde på 28 fod vand dækker den med 11 grader kun 1,64 m ved bunden. Den på 20 grader dækker 3,01 m ved bunden, men den med 60 grader dækker hele 9,86 m ved bunden. Jeg har også prøvet at regne det areal ud, som de dækker ved bunden på de 28 fod vand. Her ser forskellen meget større ud. Den med 11 grader dækker 2,12 m2. Den med 20 grader 7,12 m2, men ved 60 grader dækker den hele 76,35 m2 på de 28 fod vand.

Det er tankevækkende. Prøv at se tabellen ved 100 fods dybde. Da er diameteren ved bunden for den med 11 grader 5,87 m, ved 20 grader 10,75 m og ved 60 grader er den 35,21 m. Arealet er ved 11 grader 27,08 m2, ved 20 grader er det 90,82 m2, men ved 60 grader er det hele 973,83 m2 eller det samme som en lille parcelhusgrund. Det viser, at den nye frekvens på 83 kHz med de 60 grader, viser et meget større areal. Ja, den viser et areal, der er 35 gange større end hvis jeg brugte den med 11 grader. Det er måske ikke helt retfærdigt at regne på den måde, men den dækker et felt, der er 6 gange bredere og får derved meget mere med.

Den nye frekvens med den store dækning bruger jeg nu i mit fiskeri efter havørreder og laks. I Sverige og ved Møn har jeg tit det nederste agn kørende i 100 fod, og vil derfor gerne se, om der er fisk dernede. Der har jeg før i tiden selv sejlet rundt i dagevis og kun set 5,87 m i diameter på den dybde, hvor jeg kunne have set en diameter på 35,21 m i stedet for. Så på grund af den nye frekvens, der dækker 35 gange mere, får jeg et større overblik, og har derved nemmere ved at finde fiskestimerne. Her hjemme er det tit tobisstimer jeg leder efter, for der er som regel havørreder omkring dem. I Sverige og ved Møn er det også sild, brislinger og hundestejlestimer, som jeg leder efter for at finde laksene. Jeg mener, at det er en stor fordel, at man dækker et stort areal, og ikke kun en smal kile lige under båden. Jeg troller jo altid mine fisk og har derfor brug for det store overblik. Det er muligt, at man ved andet fiskeri ikke har det store behov for at se, hvad der er ud til siderne og kun vil dække et lille område, men så opdager man heller ikke, hvad man er gået glip af. Så er spørgsmålet om hvor fiskene så står henne på det store areal? Jeg ser bare på mit StructureScan billede, hvor der er afstandsmåler i bunden af skærmen, og ellers flytter jeg cursoren hen på fiskene og får derved afstanden og ca. dybden til dem. Eller jeg sætter et waypoint for at kunne vende tilbage til punktet igen.

 

Klik på billederne, så bliver de større.

Af Bjarne Schou

Udgivet i ProStaff opsætninger