Opfølgning på Lowrance 4G radar.

Jeg vil lige komme med en opfølgning på min artikel om Lowrance 4G radar. Jeg har opdateret min radar og RI 10 med opdateringer fra Simrad’s hjemmeside. Lowrance havde ikke på det tidspunkt de opdateringer på deres hjemmeside, men dem fra Simrad passer også til Lowrance. Opdateringen er nødvendig, hvis radaren skal køre, når der også er GoFree koblet på anlægget.

Jeg har nu brugt min 4G radar på min Simrishamntur og i Storebælt i tæt tåge og har nu større kendskab til den. På min Sverigestur fandt jeg ud af, at den kunne se flere detaljer, hvis den stod i ”Havn” indstillingen og ikke ”Offshore”, som jeg troede, den skulle stå i, når jeg var på havet. Siden jeg har sat den i ”Havn” indstilling, har jeg ikke fundet noget, den ikke kunne se. Selv om den står i ”Havn” indstillingen, kan den stadig se langt. En dag da jeg var ude på Nappen, som er ca. 10 sm ude, prøvede jeg at zoome ud for at se, hvad der kom frem. Der kunne jeg se til Karlshamn i nord og ned til Rønne på Bornholm i syd. Til Karlshamn er der ca. 36 sm, så den kan stadig se meget langt.

Flyvende fugle ser den også, for når jeg renser fisk, sætter jeg en vagtzone om båden, så jeg ikke behøver at se op hele tiden, om der er noget jeg sejler ind i. Det virkede fint, for to gange gav den lyd fra sig og det viste sig at være fugleflokke, der var fløjet ind i vagtzonen.

En dag jeg var på Storebælt, var det tåget. Jeg sejlede ud til broen og det blev mere og mere tåget. Når jeg lå ved en af bropillerne, kunne jeg ikke se den næste. Jeg kunne godt fiske der, for jeg kunne se det hele på skærmen med radar overlay på søkortet. Jeg kunne godt fange havørred der, men det er ikke så rart at fiske på den måde, når jeg skal se på skærmen det meste af tiden. Der var en del edderfugle, som jeg kun kunne høre, når de lettede. Jeg kunne så se på skærmen, at de fløj rundt om mig, for derefter at smide sig igen. På et tidspunkt troede jeg, at jeg havde stillet radaren forkert, for der kom et forholdsvis stort rødt felt på skærmen oven på søkortet. Jeg kunne se, at det kom imod mig og det viste sig at være kraftig regn, så jeg fik hurtigt kalechen sat på for at komme i tørvejr. Jeg lagde mig nord for broen, hvor jeg spiste frokost og ventede på, at det skulle holde op igen. Jeg prøvede at zoome lidt ud og kunne så se, at der kom flere kraftige byger.

På min sidste tur til Storebælt fik jeg set, at radaren sagtens kan se de mindre ting også. Jeg prøvede at sejle mod en garnbøje og den blev vist fint. To måger på vandet blev også vist fint. De ser store ud, når jeg zoomer ind på 50 m kortet. Det er med radaren indstillet på ”off ” på målseparation. Den har yderligere tre niveauer, lav, medium eller høj, så den kan stilles meget kraftigere. Så der er vist ikke noget, den ikke kan se.

Af Bjarne Schou

shot 13

Her er et billede, der viser Karlshamn i nord og Rønne i syd.

shot 19

Her er jeg på vej mod Langegrund. Se hvor nemt det er at se de andre både, når der er radar overlay på. Mit spor er bølget, for min AP 24 autopilot er sat til at sejle i S- kurver.

shot 004

Sådan ser en kraftig regnbyge ud. Jeg ligger nord for broen.

 

Udgivet i Bjarnes Artikler