Guldlaksen fra Simrishamn maj 2010

Inden dette års tur til Simrishamn, havde jeg endnu en gang monteret nyt udstyr i min båd Big Futte. Jeg havde i flere år ønsket mig en ny motor, og nu er ønsket opfyldt. Den 70 hk Suzuki blev udskiftet med en 90 hk Suzuki med hydraulisk styring. Herudover havde jeg også monteret en ny radar, en Lowrance Broadband BR-24, et nyt modul til min Lowrance HDS-10, en såkaldt StructureScan og en ny VHF med AIS, en Navicom RT-650.

Jeg var spændt på, om jeg nu kunne fange laks, når der var kommet så mange nye lyde og rystelser i båden. Lydene kommer dels fra motoren og dels fra den nye transducer til StructureScan’en. StructureScan er et ekkolod, men til forskel fra et almindeligt ekkolod, har den 3 hoveder (sendere) på transduceren. En for hver side og en nedad. Det gik heldigvis fint med laksene; de blev ikke skræmt væk.

Jeg havde lidt problemer med helbredet, så jeg kom sent af sted, og startede derfor først fiskeriet d. 8. maj. Jeg kunne høre på de andre, at fiskeriet var lige så svært, som det plejer, og der var mange både, som ikke fangede noget. Men der var også nogle, som godt kunne finde laksene, og det var bare om at komme derud og få alle de nye instrumenter prøvet.

Den første dag startede jeg vest for Thors hul, og efter knap en time havde jeg 4-dobbelt hug. Jeg fik dog kun de 2, en på 7,9 kg og en på 4 kg. Herefter havde jeg et enkelt hug, som faldt af med det samme. Efter det havde jeg dobbelthug, imens jeg snakkede i telefon med Johnny Jakobsen i Team Fly, som sejlede ved siden af. Under samtalen sprang en laks ud af vandet lige bag ved båden, og ud over linen til min dipsystang, og næsten samtidig udløstes stangen, der fiskede i 70 fod, på den anden side, men laksen faldt hurtigt af. Den anden, som sprang ud af vandet, havde hugget en Northern King Mag i 50 fod. Den havde filtret sig ind i 2 andre liner, så dem måtte jeg hen og klippe. Heldigvis fik jeg laksen, som var på 6,7 kg.

Så den første dag, var en god start med kontakt til 7 fisk. Det gav ro på, og turen var reddet.

Den nye StructureScan er utrolig spændende. Som jeg skrev før, er den et ekkolod, og den kan vise billeder vandret ud til siderne (sidescan), og også billede oven fra og ned (downscan). Den kan køre med enten 455 kHz eller 800 kHz, og med de høje frekvenser giver det nogle utroligt flotte og detaljerede og næsten fotografiske billeder. Inden jeg tog til Simrishamn prøvede jeg den i Storebælt bl.a. ved lavbroen. Bropillen er tydeligt vist stående på en bundplade med forstærkninger ud til siden og torsk vises som lysende pletter ved siden af. Som regel kører jeg StructureScan sammen med ekkoloddet og har så 3 billeder på samme skærm, for så kan jeg sammenligne billederne. Når jeg på ekkoloddet kan se en klump af fødefisk, kan jeg på StructureScan-billedet se de enkelte fødefisk i klumpen. Så når der kommer en af de der halve buer, som kunne ligne en laks, er det bare at se på DownScan-billedet om der er småfisk i buen. Det plejer der at være, jeg nåede dog ikke at se laks på loddet denne gang i Simrishamn. Ekkoloddet viser kun det, der er lige under båden, men med SideScan har jeg set skyer af fødefisk 200 fod ud til siden. Så er det bare at sætte cursoren ud i stimen, og så kan jeg se, hvor langt ude de er, og hvor dybt de står, eller sætte et waypoint, så kan jeg vende tilbage til stedet igen. Jeg synes, det er rigtig spændende at se på. Det er næsten lige så spændende, som da jeg første gang fik ekkolod i båden. Nu dækker jeg et spor på ca. 400 fod, så området ude ved sideplanerne er dækket fint.

Dagen efter prøvede jeg området igen, men havde kun et hug, så jeg søgte videre øst over ud mod wp 71. På vej derud fik jeg et hug på en Dipsy Diver fisket med en 6,25 Apex i blå/grøn efter. Jeg kunne straks høre på udløbet, at det var en god fisk, og da de 7 andre stænger var inde, havde den næsten tømt mit 7000 hjul. Jeg vendte båden og sejlede noget line på hjulet igen. Da den var ca. 200 m fra båden, sprang den helt fri af vandet, og den blev oppe i overfladen det meste af tiden. Efter 45 minutter var den inde ved båden, men den var stadig ikke træt, og den stod der bare. Det er utroligt flot at se en så stor laks stå der i solen i det klare vand og vise sine flotte pletter frem. Jeg prøvede at nette den, og det gik fint lige indtil jeg skulle sætte stangen. Så sprang den ud af nettet igen og gik i dybet, men heldigvis havde hverken krogen eller Apexen fået fat i nettet, så fejden fortsatte. Der gik yderligere 30 minutter, før den var inde ved båden igen og nu ville den slet ikke op på siden af båden mere, men blev nede ved motoren. Jeg prøvede at sejle frem nogle gange, men hver gang stillede den sig der bare igen. Da jeg skulle nette den, prøvede jeg at gøre det omme ved motoren.  Det gik fint med at få fisken i nettet, og denne gang blev den der også, men så hang netposen fast. Først i min fortøjningspullert, og som om det ikke var nok, fik jeg nettet ind over mine stangholdere. Da jeg endelig havde fået nettet frit igen, hang det fast i downriggerens lodøje, hvor jeg dog havde fået afmonteret kuglen, inden fejden begyndte. Så der gik lang tid inden fisken var i båden. Det skal lige bemærkes, at jeg var alene om det, og min glæde var meget stor, da det lykkedes.

Laksen var en lang og slank laks på 124 cm og 16,75 kg. Ved rensebordet viste det sig, at den havde været oppe at gyde før, men også at den var med store nye rognsække, og derfor skulle op og gyde igen i år. Hvad den manglede i vægt, manglede den absolut ikke i fighteregenskaber. Den var utrolig stærk, og den ville det hele. Det er en fight, jeg sent vil glemme.

Den førte konkurrencen om Guldlaksen, og der var kun en uge tilbage til afgørelsen. Jeg var meget spændt på, om jeg kunne beholde min førsteplads. Der kom enkelte fisk ind, som kunne have slået den, men de var ikke med i konkurrencen. De sidste dage forsøgte Jan Ljunggren ellers at gøre det lige spændende nok for mig, for hver gang han så mig, havde han nye oplysninger om store fisk på vej ind. Han var også på VHF’en med at Hasse havde en stor fisk på 121 cm. Hasse blev ringet op af flere, som ville høre om hans store fisk, men den kendte han jo ikke noget til. Det var bare gas det hele, og min laks var stor nok, så jeg vandt Guldlaksen. Da det hele endeligt var afgjort, fejrede vi det med øl og whisky.

For at vende tilbage til mine nye instrumenter – for dem der er interesserede i det – så kører den nye motor fint. Den er nem at indstille, og den skulle være ca. 25 % mere økonomisk end den gamle motor. Det ved jeg dog ikke endnu, da jeg ikke kunne nulstille brændstofforbruget på navigatoren. Jeg havde nemlig kun en betaversion af den nye opdatering, så når jeg kommer hjem, opdaterer jeg den igen.  Radaren, en Lowrance Broadband BR-24, er nem at bruge, for den kan næsten det hele selv. Det er en ny type, som kører på radiobølger, og ikke de farlige stråler, som den normale radar har. Den viser helt inde fra skibssiden og ud. På kort afstand, op til 4 sm, er den bedre end min gamle radar, en Lowrance LRA 1500. Men på længere afstand tror jeg, de er meget ens. Jeg bruger den jo næsten altid på kort afstand, og der viser den det hele, coastere, trollingbåde, bøjer, ja, selv om det kun er en gummibøje, er den med. Fugle på vandet er også med, men jeg tror ikke jeg har monteret den helt vandret, for højtflyvende gæs er også med. Den har flere vagtzoner som kan stilles, så man får en alarm, hvis der kommer noget indenfor zonen.  Den har også MARPA-funktion, så man kan følge op til 10 andre både. På radaren kommer der også et felt op, der viser om nogle af bådene i nærheden, som udsender AIS, er farlige. Dem kan jeg også se på mit søkort på HDS 10’eren. Hvis jeg havde et elektronisk kompas, kunne jeg få radar overlay lagt ovenpå.  Dvs. at jeg ville kunne få radar-billedet lagt ovenpå søkortet, hvor bådene med AIS også er vist.

En dag fik jeg en sådan alarm, som jeg ville afprøve. Vejret var tåget og diset, og jeg var på vej ind fra wp 55. Det var en stor pilotbåd, som var på skærende kurs, og selv om den var 3 til 4 sm væk, advarede AIS’en om at den var farlig. Jeg kunne ikke se ham visuelt, men han var tydelig på radaren. Jeg holdt min kurs og fart, som var ca. 20 knob, for at se om det var rigtigt, at der var fare på færde, og det var der! Havde jeg ikke taget farten af, kunne vi være sejlet sammen. Selvfølgelig skal man altid være opmærksom på andre skibe, når man er ude at sejle, men det er en god tryghed, at have denne ekstra hjælp.

AIS-oplysningerne får jeg fra min nye VHF, en Navicom RT-650 med AIS-modtager indbygget. Når AIS’en er indbygget, slipper jeg for at have en løs modtager og for at skulle bruge skillefilter. Den kører på min almindelige VHF-antenne, og er en rimelig god VHF, som måske er lidt lys i lyden, men det kunne en ekstra højtaler klare.  Den har en skærm, så man kan se de både, der udsender AIS-signal, både på en liste og på en radarlignende skærm. Har man en navigator, som kan køre med AIS, er det det bedste. Jeg har koblet min VHF sammen med min Lowrance HDS 10. Bådene med AIS vises som trekanter, der sejler på mit søkort. Når jeg klikker på en af trekanterne, kommer der en liste frem med oplysninger om båden, f.eks. navn, størrelse, fart, kurs og hvor den er på vej hen og hvad tid den er fremme. F.eks. kom der en af de store luksuslinere forbi, og jeg kunne se at den skulle til København, og være fremme næste morgen kl. 5. Der var også tankskibe, som skulle til Rotterdam og andre, som skulle til England og USA.

Jeg fik prøvet radaren i tæt tåge, hvor sigtbarheden var helt nede på 20 – 25 m, og den klarede det bare perfekt. Det var en dag, hvor vinden havde lagt sig ved middagstid. Jeg ville på Nappen, og på vej derud blev det mere og mere diset og til sidst tåget. Jeg vendte båden, og trollede det meste af vejen ind igen. På radaren kunne jeg se, om der var andre både i nærheden. Der var nogle stykker og en enkelt coaster kunne jeg også se, men den havde jeg fået advarsel om på AIS’en.

Jeg havde et enkelt hug, men den faldt af igen. Tågen blev tykkere, jo tættere jeg kom på havnen, og de bøjer, der står i hver side lige inden havnen, kunne kun lige skimtes i tågen, da jeg sejlede forbi. Men på radaren var de tydelige at se, og det var havnehullet også. Det er dejligt, at det virker som forventet.

Jeg har 2 multiinstrumenter i min båd, en Lowrance HDS 10 og en LCX 112, og de kører fint sammen. Når jeg trykker et waypoint ind på LCX 112’eren, kommer det op på HDS 10’eren, men alt det nye, StructureScan, Broadbandradaren, AIS’en og Navionics Platinum + kort kan kun vises på HDS’en. Den gamle LCX 112 bruger jeg nu kun til at se søkort fra Claus på. Disse er blevet endnu bedre i 2010-udgaven, og det er helt spændende at sejle på alle de skrænter. Jeg håber, at jeg med tiden kan skifte min gamle LCX 112 ud med en ny HDS 10, så kan jeg på den ene kan køre søkort med AIS og radaroverlay, og på den anden StructureScan og ekkolod.

AIS er en stor hjælp i tåget vejr. Det er nemt at følge andre både på skærmen, og se hvor de er på vej hen. På radaren kan jeg se alle bådene, men dem med AIS sejler fint rundt på mit søkort. Det vil blive meget nemmere at navigere, når flere både får monteret AIS. Jeg overvejer selv at anskaffe mig en sender. Sikkerhedsmæssigt er det også en stor fordel, så de andre både kan se mig. Så ved anskaffelse af AIS vil det være en god ide med både en sender og en modtager.

Fiskeriet svingede meget i år. Nogle dage var fiskene nemme nok, og andre dage var de som forsvundet. Det var på de sædvanlige agn, jeg fangede dem. I overfladen var det på Apex i 6,25” og 5,5”. På downriggeren fangede jeg fisk på de normale dybder ned til 90 fod, men der var flest tilbud i 50 fod og i 90 fods dybde. På de dybeste brugte jeg flasher eller dodger med den stive i popcorn efter. I 50 fod brugte jeg blink og den, der gav flest hug, var Northern King Mag.

I den periode jeg var der, havde jeg 7 dage på vandet. Jeg fangede i alt 12 laks, og det er jeg godt tilfreds med. Det var en stor oplevelse at vinde Guldlaksen, som for øvrigt er fremstillet af en lokal trækunstner, som hedder Carsten Nilsson. Da han i sin tid skulle fremstille Guldlaksen, fik han en laks af Hasse, som han kunne se efter. Han havde ikke udskåret laks før, men han har gjort det godt. Den sidste dag jeg var der, kom han med en lille udgave af Guldlaksen, som jeg fik til ejendom.

På vej hjem havde jeg en punktering. Det var i en motorvejsudfletning midt i København i pinsetrafikken, at en lastbil gjorde mig opmærksom på det. Jeg havde ikke opdaget det, da det er en buggytrailer, jeg har. Jeg kørte ind i nødsporet for at se på, hvad der var galt. Det var det bagerste dæk, som var eksploderet, og jeg listede videre til næste afkørsel for at skifte dækket. Da jeg var ved at finde værktøj og dæk frem, hørte jeg en bil holde ind bag ved mig. Jeg troede, at det var en venlig bilist, der ville høre, om der var noget at hjælpe med. Da jeg stak hovedet frem, gav det et helt gib i ham, og han småløb tilbage til sin bil og kørte hurtigt væk. Jeg tror, at hvis jeg ikke havde været der, ville han have hjulpet mig af med noget af mit udstyr. Men heldigvis havde jeg det hele med hjem igen.

”Guldlaks” på 16,75 kg



Guldlaksen som vandrepokal og den lille Guldlaks til ejendom.

af Bjarne Schou

Udgivet i Bjarnes Artikler