Autoruter

Det er nu muligt at lave autoruter i Lowrance HDS Gen2 serien. Det er med i den sidste opdatering, der hedder 3.0.

Nu kan vi nemt lave autoruter, når vi bruger Navionics Platinum kort i HDS Gen2, både den med knapper og i Touch modellerne. Det skulle også virke med CMAP MAX NT+.

Jeg har prøvet det på begge modeller og det er nemt at bruge. Her beskriver jeg det på HDS Touch, men det er næsten samme fremgangsmåde på den med knapper. Man vælge f.eks. et punkt uden for den havn eller det sted, man vil sejle fra og trykker ”Ny”, så vælger man ”NY rute” og sætter fingeren, hvor ruten skal starte. Der kommer nu en grøn ring og så vælger man det sted, ruten skal slutte. Den laver nu en ny grøn ring og viser så ruten med grønt imellem de to punkter. Det kan godt være over land, så det kan vi ikke sejle efter, men når man har trykket ”Autorouting” og ”Hele Rute”, laver den en rute uden om land, som man så enten kan ”Behold” eller ”Fortryd”. Hvis man trykker ”Fortryd”, kan man trykke ”Fjern last”, og så kan man sætte et nyt slutpunkt ind, som den så kan beregne efter.

Inden man starter på at beregne ruter, skal bådens dimensioner tastes ind. Det gøres ved at trykke ”Pages” knappen, som er den øverste. Her vælges ”Indstillinger” og så ”Søkort”. Her er en, der hedder ”Båd indstillinger”, hvor man kan indsætte bådens dimensioner. Jeg startede med at sætte min båds dybde til 1 m, men så synes jeg, at den lavede ruterne for tæt på land, så jeg ændrede dybden til 3 m, og det synes jeg er mere passende. Det er åbenbart de tal, den bruger til at beregne ruter uden om land og grunde og det virker fint. Den laver en række rutepunkter, så man kan se, hvor man skal dreje på ruten. Når ruten er gemt, bliver den sort, men det kan være, at ruten kommer for tæt på bøjer eller andet. Så er det bare at trykke på punktet, så kommer rutenummeret frem, det trykker man på og så ind i ”Redigere” og så bliver ruten grøn igen. Det punkt, der skal flyttes, trykker man på, så det bliver med rødt og så kan man trække det derhen, hvor man ønsker det skal være, og tryk ” Flytning færdigt”. På den måde kan man f.eks. flytte ruten væk fra bøjer, hvis den har lavet ruter for tæt på dem.

Man kan få de forskellige ruter vist på skærmen, men de kan også gemmes og så hentes frem efter behov, og der er det en stor hjælp, hvis de er navngivet f.eks. Nyborg – Sprogø, for så er de meget nemmere at finde igen. Der skal man så ind i ”Find” og i ”Ruter”. Når man er valgt den rute, det drejer sig om og har trykket på den, kan man vinge af, om den skal vises på skærmen. På den måde kan man have sine ruter gemt og hente dem frem efter behov.

Jeg ved ikke, hvor lange ruterne kan blive, men ellers er det bare at lave en rute mere. Jeg har prøvet at lave en rute fra Odense fjord til Storebæltsbroen. Den blev på 10 punkter og kom fint rundt om Fyns Hoved og ned til Storebæltsbroen. Men jeg har fundet ud af, at den ikke vil lave ruter igennem broen, men så laver jeg en ny rute på den anden side broen. Jeg vil også helst selv styre, når jeg skal sejle igennem ved broen, og det virker fint.

Af Bjarne Schou

 Klik på billederne, så bliver de større.

IMG_3117

Her er et billede, som viser to ruter, en sort og en grøn. Den grønne er jeg ved at redigere og derfor er der også en rød, som er midlertidig, så man kan se, hvor man flytter ruten hen.

Udgivet i ProStaff opsætninger